AAU logo

politik for gruppedannelse og gruppedannelses-proces

Politik for gruppedannelse og gruppedannelsesproces er fælles for alle uddannelser på SUND. Som supplement til politikken er der udarbejdet FAQ om gruppedannelse (STI-SN) og Eksempler på metoder til gruppedannelse (STI-SN).

Politikken er et redskab til at sikre, at de overordnede formål med gruppedannelsesproces og projektarbejde præciseres, kommunikeres og koordineres mellem de involverede parter.  Målet for politikken er at sikre åbenhed og transparens om gruppedannelsesprocessen.

Målgruppe

Målgruppen er studerende,  semesterkoordinatorer og projektvejledere ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Problem-baseret læring (PBL), kompetencer og værdier

På Aalborg Universitet er implementering af problem-baseret læring (PBL) via projektarbejde et bærende pædagogisk princip i opbygningen af uddannelserne og for udvikling af de studerendes kompetencer. Følgende PBL kompetencer vil derfor indgå i løbet af et helt uddannelsesforløb i jævn progression fra uddannelsens første til sidste semester:

  • Skal kunne identificere egne læringsbehov og egen læring i forskellige læringsmiljøer
  • Skal kunne tage ansvar for egen faglige udvikling og specialisering
  • Skal kunne styre arbejds- og udviklingssituationer
  • Skal kunne igangsætte og gennemføre fagligt og tværfagligt samarbejde
  • Skal kunne formidle om faget til fagfæller og ikke-specialister

Studienævnet mener derudover at respekt, ansvar for egen læring og selvbestemmelse er kerneværdier i forhold til at implementere PBL og udvikling af disse kompetencer, hvilket afspejles dels i gruppedannelsesprocessen og dels i læringsprocessen i forbindelse med projektarbejdet.

Gruppedannelsesprocessen

På 1. semester på bacheloruddannelserne foretages en administrativ gruppedannelse. Dette gælder også på Sundhedsteknologi 3. sem. og på Idræt 3. sem. På alle øvrige semestre er de studerende hovedansvarlige for gruppedannelsesprocessen, og semesterkoordinator er ansvarlig for at hjælpe de studerende med at initiere, facilitere og afslutte processen.

Gruppedannelsen bør primært tage udgangspunkt i de faglige rammer for semestret, dvs. semestrets tema og de projektforslag, der er stillet i projektkataloget.

Gruppedannelsen er ikke færdig før alle studerende er i grupper. Dette gælder også studerende, der ikke er til stede ved gruppedannelsen, men som har meldt afbud til semesterkoordinator, semestersekretær og medstuderende.

I forhold til eventuelle udenlandske studerende, anses det som hensigtsmæssigt at de placeres i forskellige projektgrupper.

Hvis der opstår en situation, hvor det viser sig at enkelte studerende ikke kan indgå i eller danne gruppe på eget initiativ, er det semesterkoordinators ansvar at afslutte gruppedannelsen ved at samle disse studerende i een gruppe og sammen med de studerende og SMH/studienævn at finde en løsning.

Der er mulighed for at tilpasse metoden i gruppedannelsesprocessen til forskellige uddannelser, semestre og læringsmål.

De studerende rådes til både at arbejde i samme projektgruppe mere end et semester, samt at indgå i nye grupper et antal gange i løbet af studiet.

Studerendes rolle og ansvar

Det er de studerendes ansvar at møde op til gruppedannelsen og deltage aktivt i denne. Hvis det ikke er muligt at møde fysisk op, har den studerende ansvar for at meddele dette til både semesterkoordinator, studiesekretær og medstuderende. Studerende bidrager til at gruppedannelsesprocessen forløber bedst muligt ved at udvise:

  • Ærlighed – sig hvad du mener, men sig det på en ordentlig måde.
  • Åbenhed - fortæl hvad du tænker i de situationer, der kan/vil opstå i forbindelse med gruppedannelsen.
  • Respekt – vis respekt for dine medstuderende også selvom det er nogen du ikke umiddelbart har lyst til at danne gruppe med.
  • Ansvarlighed - du har som studerende et medansvar for at gruppedannelsen forløber godt og ender med gruppekonstellationer, som kan komme til at fungere.

Det er de studerendes ansvar at evaluere gruppedannelsesprocessen ifm. besvarelse af semester-evaluering og ved direkte feedback til semesterkoordinator.

Semesterkoordinators rolle og ansvar

Det er semesterkoordinatorens ansvar i samråd med de studerende at aftale detaljer for en metode til gruppedannelse, herunder fastlægge de tidsmæssige rammer, samt at hjælpe til at initiere, facilitere og afslutte processen.  Det er semesterkoordinatorens ansvar at  sikre at gruppedannelsen ikke afsluttes før alle studerende  er placeret i en gruppe.

Projektvejleders rolle og ansvar

Det er projektvejlederens ansvar at stå til rådighed for at præsentere og/eller diskutere de faglige aspekter af det/de stillede projektforslag i det tidsrum, hvor gruppedannelsen foregår.

Projektkatalog

Ca. 14 dage inden semesterstart (eller når Moodle åbner), præsenteres de studerende for et projektkatalog, der introducerer semesterets tema og rammer.

Projektkataloget skal indeholde oplysninger om rammer for semesteret mht. antal grupper og antal studerende pr. gruppe.

Projektkataloget skal indeholde et antal projektforslag. Projektkataloget fungerer således primært som inspiration ifht. gruppernes overvejelser omkring mulige projektarbejder og som muligt grundlag for at danne grupper på baggrund af projekternes faglige indhold.

Ramme for gruppestørrelser på bacheloruddannelser:

  • 1.-2. semester bachelor: 7 studerende pr. grp.
  • 3.-6. semester bachelor, hvor projektet ikke er et bachelorprojekt: 6 studerende pr. grp
  • Bachelorprojekt: 4 studerende pr. grp.

Ovenstående bør tolkes som maks. angivelser. I enkelttilfælde kan semesterkoordinatoren tillade en overskridelse af gruppestørrelsen, i samråd med studieleder og studienævn, jævnfør fællesbestemmelsernes afsnit 3.1.
 

Ramme for gruppestørrelser på kandidatuddannelser:

  • 1.-2. semester kandidat: 4-6 studerende pr. gruppe
  • 3. semester kandidat: 2-4 studerende
  • 4-5. semester kandidat: 1-3 studerende
  • Specialer max. 3 studerende pr. gruppe (jf. Fællesbestemmelserne)

Semesterkoordinatoren fastlægger den endelige gruppestørrelse på kandidatuddannelser inden for rammerne af studienævnets politik. I enkelttilfælde kan semesterkoordinatoren tillade en afvigelse af den anbefalede gruppestørrelse, i samråd med studieleder og studienævn, jævnfør fællesbestemmelsernes afsnit 3.1.

Det anbefales at grupper på kandidatuddannelser ikke er mindre end 2 studerende.

Historik:

  • November 2018, tilrettet vedr. administrative grupper på 5. sem. ST, da dette ikke vil være tilfældet fremover pga. ny studieordning/MMK
  • Juli 2018, tilføjet eksempler på metoder til gruppedannelse, samt rettet til administrative grupper på 3. sem. ST og IDR /MMK
  • Rammer for gruppestørrelser tilrettet oktober 2017 efter beslutning i studienævn samt godkendelse af studieleder.
  • Administrativt revideret september 2017 (tydeliggørelse af gruppestørrelse på bachelor 6. sem. – rettet til 4- 6 studerende, hvor der før blot stod 4 studerende og før august 2016 stod maks. 4 studerende)/MMK
  • Administrativt revideret august 2016 (gruppestørrelse bachelor er ikke længere nævnt i Fællesbestemmelser samt administrative grupper på ST 5. sem.)/MMK
  • Vedtaget første gang april 2014